Tårnby Teater


Piger i sky
Piger i sky

Højt at flyve - dybt at falde…


Når en mand tror, han kan være forlovet med tre stewardesser på en gang, skal han være klar til lidt af en lufttur!

Den franske Don Juan Bernard spiser morgenmad med sin forlovede Janet, der er amerikansk stewardesse. Tankerne er dog kun rettet mod at få hende ud af døren, for om lidt ankommer hans tyske forlovede og stewardesse, Judith… Eller er det nu hans tredje forlovede - den franske stewardesse Jaqueline?! Programmet er stramt og nøje planlagt efter pigernes flyveplaner. Så snart én er ude af døren ankommer en anden. Bernard har fuldstændig styr på det – tror han, for hvad sker der, når der er stormvarsel, eller flyvemaskinerne bliver hurtigere, og dermed kommer oftere? Ja, så er alle tre forloveder pludselig i huset på samme tid, og hvad gør man så?

Marc Camoletti har skrevet teaterstykket ”Piger i Sky”. Det er en farce, hvor scenen er sat til en turbulent flyvetur. Her hænger nerverne ude på tøjet af den kære Bernard, der ikke længere synes at have helt styr på tingene. Vennen Robert, der pludselig dukker op efter flere år, forsøger så godt han evner at redde Bernard ud af den ene penible situation efter den anden, men må hurtigt erkende, at det kræver sin mand at være utro.

Tårnby Teater tager udfordringen op og opsætter med farcen ”Piger i Sky” forløberen til det anmelderroste lystspil ”UTRO-ligt”, der var på plakaten i 2005. Denne gang er situationen lige så forvirrende, drinksene lige så mange og de pludselige indskydelser og bortforklaringer lige så indviklede. Tempoet er højt, og man kan være sikker på, at når en dør smækkes, åbnes en ny…


Se også anmeldelse i 2770.

http://kostalden.taarnbyteater.dk/#1

Premiere: 29. februar kl.19.30
Spilledatoer 6., 7., 8., 13., 14., 15., 27., 28., 29.marts 2008 kl. 19.30
Manuskript: Marc Calometti
Instruktion: Hans Nordbæk
Medvirkende: Dennis Corlin, Louise Falborg, Aino Blom, Otto Plantener Jensen, Josefine Amalie Hansen, Marianne Simonsen.

Tilbage til repetoiresiden