Steen på Stoffer


Medvirkende:

Steen
Sussie
Faren / Fyrsten
Moren / Fyrstinden
1.Stemme
2.Stemme
Achmed
Biwiïs stemme
Betjent / Robocop
Betjent 2
Kurt
Dyr 1
Dyr 2
Monster
Julemand
Parkbetjent


Indhold:

             	                I.AKT

Scene 0 Lydbillede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .   1

Scene 1 Isoleret TigerPizza . . . . . . . . . . . . . . . .   2

Scene 2 Hjernen i støvsugeren . . . . . . . . . . . . . . .   5

Scene 3 BøvsebrølSplatterlyde i Greynoskoven. . . . . . . .   8

Scene 4 Infetektuel Tigermos. . . . . . . . . . . . . . . .  20
             	
                             II.AKT

Scene 5 Godmorgen Steen . . . . . . . . . . . . . . . . . .  24

Scene 6 Godnat Steen! . . . . . . . . . . . . . . . . . . .  25

Scene 7 I den sorte gryde . . . . . . . . . . . . . . . . .  27

Scene 8 Ikke mere hundeæde, spis mig... . . . . . . . . . .  31

Scene 9 Da do run run . . . . . . . . . . . . . . . . . . .  33

Scene 10 Det sidste adbad . . . . . . . . . . . . . . . . .  38

Scene 11 Kan bænke flyve? . . . . . . . . . . . . . . . . .  42


                              I.AKT

Scene 0 Lydbillede

(Steen har fået den ide at lave en swimming pool i den lokale park, vha. en gravemaskine som alligevel lige stod i nærheden. Den "lånte" han så. Men før han blev færdig kom politiet og standsede ham.)

Vi hører lyden af gravemaskinen, der starter og begynder at arbejde. Lidt efter kommer politiet, med sirener og gøende hunde. Stemmer og råben etc.

(Bagefter ryger Steen på politigården, hvor alle hans ejendele bliver taget fra ham, inkl. Stoffer. Dagen efter bliver Steen løsladt, men Stoffer bliver "tilbageholdt".)Scene 1 Isoleret TigerPizza

Scenen - Steens værelse (Rodet. Der flyder med halve opfindelser, små modeller, splatter-effekter, pizza-kasser, colaer, plakater af speciel FX film på væggene, computer med ledninger til diverse stikkende ud bagved. Hans telefon er trådløs og lavet om til et eller andet fantasidyr, med en udskydelig antenne. Der ligger en række forskellige fjernbetjeninger rundt omkring i rummet.)

(Steen kommer ind af døren. Han er træt, nedtrykt over ikke at have Stoffer med hjem fra politistationen. Efter 5 sekunder starter der en optaget velkomsthilsen.)

Steens stemme
på båndet:	Velkommen til Steen og Stoffers cyber-spatiale-splat-center. Indgang på eget ansvar, centeret er bevogtet af Dansk Tigerservice. Sig Wrouw Stoffer.. (Indklippet tigerbrøl) Hvis det er dig mor, så er jeg ikke hjemme. Hvis det er dig Sussie, så smut ned efter noget pizza. Hvis det er en tyv så.....

(Undervejs har Steen forsøgt at stoppe båndet med de forskellige fjernbetjeninger. Tilsidst lykkes det at finde den rigtige. Han falder om i sofaen og rækker ud efter en gammel halvdoven 1« l. cola. Drikker. Han tager en enkelt bid af en slice pizza. Han zapper en kanalrundfart på fjernsynet, men slukker igen. Rejser sig og går hen til arbejdsbordet, hvor der ligger et ufærdigt monsterhoved. Han roder lidt med det, men lægger det fra sig. Går hen og tager telefonen, og trykker tøvende et nummer.)

Sussie:	Hallo, det er Sussie.
Steen:	Davs, Sussie... Det er Steen!... Jeg ville bare høre om du har hørt at øøhh.. om du vidste at busserne ikke strejker idag?
Sussie:	.... Er du sikker på at det er derfor du ringer?
Steen:	Hvoffer ellers?
Sussie:	Måske savnede du bare lyden af min blide stemme.
Steen:	Har du da pløk i panden. Jeg ville bare fortælle dig det, så hvis du alligevel havde tænkt dig at komme herover, så behøvede du ikke at cykle. 
Sussie:	Skulle jeg komme over til din rodede jordhule?
Steen:	...Ja!
Sussie:	Kun hvis du siger at du savner min blide stemme.
Steen:	Det er afpresning.
Sussie:	Ok, hvis du ser sådan på det... Jeg har alligevel ikke tid. Jeg skal have læst 200 sider makro-økonomi til på torsdag.
Steen:	Det skal du ikke være ked af, jeg mangler også 500 sider kinesisk fiske-filolololololologi.
Sussie:	Iøvrigt har jeg lovet mor at komme forbi og hjælpe med at hænge gardiner op. Hun har været på udsalg og har fundet nogle dejlige storblomstrede nogle, med små glade fugle på. Men farverne passer ikke til lædersofaen i stuen, syntes hun, så nu skal den garanteret også skiftes ud. De har prøvet at afsætte den til mig engang, men du kan jo godt se at læder slet ikke passer ind hjemme hos mig, så måske kunne du bruge den.
Steen:	Jeg kunne jo altid flå den og bygge noget mere brugbart, jeg kunne jo prøve at rekonstruere koen...
Sussie:	Det er imiteret læder. De ville aldrig ofre penge på noget.. ægte. Bornholmeren er lavet af plastic, de ægte tæpper er lavet på en fabrik i Lem... Nogle gange tænker jeg på om jeg selv er uægte....
Steen:	Det med swimming poolen gik ikke.
Sussie:	Hvad? Swimming poolen...
Steen:	Det jeg fortalte, den jeg ville bygge nede i parken. 
Sussie:	Nåh, den!
Steen:	De ville ikke lade mig gøre det. Jeg var ellers ligeså godt igang, Stoffer fandt en gravko, og vi var kommet to meter ned, men så kom strømerne pludseligt. Sirener, hunde og det hele. De tog os med og satte os i hver vores celle.


Sussie:	De satte Stoffer i sin egen celle?
Steen:	Ja, i isolation, han var lige ved at æde dem. De tilbageholdt ham ovenikøbet idag, da de slap mig fri. De er sikkert stadigvæk igang med at forhøre ham.
Sussie:	Ja, det får de nok ikke så meget ud af...
Steen:	Nej, hvis de prøver på noget, så flår han hovedet af dem.
Sussie:	Man kunne jo forestille sig at de bandt ham og så pillede knurhårene af ham... et af gangen.

(Steen vrider sig)

Steen:	Sussie!
Sussie:	..eller.. måske burer de ham inde i Zoologisk have... eller måske snarere Zoologisk Museum.
Steen:	Bvadr, han hader museer.
Sussie:	Jamen, det kunne da også være at de sendte ham tilbage til junglen...
Steen:	Det er ikke sjovt... Jeg savner ham.
Sussie:	OK.
Steen:	Hvis de ikke slipper ham fri i morgen, så... så graver jeg en tunnel til hans celle og befrier ham.
Sussie:	Nåh du, den er mange, jeg har travlt. Jeg kommer over en af dagene. Hej.
Steen:	Ja, gør det. Hej.

(Steen slår telefonantennen ned og tager telefonen med over i sengen, hvor han trækker dynen op under næsen, hvorpå han slår telefonantennen ud igen og trykker et nyt nummer.)

Pizza-
stemme:	Halo, det være Pizza-huset.
Steen:	Det er Steen...

(Blackout)Scene 2 Hjernen i støvsugeren

(Det er tidlig morgen.)

(Steen ligger i sin seng, med et stort halstørklæde viklet om sig, han er i joggingbukser og t-shirt. Fjernsynet kører med en splatterfilm, man kan høre lyden. Alle fjernbetjeningerne ligger indenfor rækkevidde. Der ligger en ny pizzabakke ved siden af sengen, med ó pizza tilbage.)

(Steen tager et par bider af en pizza-slice og lægger resten ved siden af sig, for at drikke noget cola. En monsterhånd med et øje på kommer hurtigt ud fra under sengen og snupper pizza-slicen med tilbage. Steen kigger undrende efter slicen og tager en ny. Hånden kommer igen frem og ser sig omkring med øjet og opdager den slice som Steen er ved at spise. Hånden snupper slicen ud af munden på Steen og forsvinder under sengen. Steen bliver forskrækket og kigger forsigtigt under sengen, så kommer hånden ud, tager fat om hans hoved og prøver at trække ham ind under sengen. Steen kæmper imod, men der kommer en ny hånd, og Steen er lige ved at tabe kampen, da det banker på hoveddøren, og den bliver låst op. Hænderne forsvinder og Steen vågner hængende ud over sengekanten. Det automatiske velkomstbånd starter.)

Steens
Stemme:	Velkommen til Steen og Stoffers Cyber Spatiale Splatcenter. Indgang på eget ansvar, centeret er bevogtet af Dansk Tigerservice. Sig Wrouwww Stoffer...

(Steen cutter båndet og skruer ned for lyden på fjernsynet med to forskellige fjernbetjeninger. Steens far kommer pustende, men positiv ind af døren. Han er iklædt cykelhjelm, fritidssæt og en lille rygsæk. Han slæber på en gammel Nilfisk-støvsuger.)

Faren:	Hej Steen. Her er støvsugeren, som du spurgte efter. Den var svær at finde frem. Jeg måtte om bag kasserne med julepynt. (Stiller støvsugeren på maven af Steen) Puhh r mer over og åbner vinduet, der kommer gadelyde ind.)
Steen:	Tak. (Stiller støvsugeren ned på gulvet.)
Faren:	Mor kommer lige om et øjeblik. (Går ud til dørem) Kommer du snart?

(Moren kommer ind. Hun er klædt ligesom faren. Hun bærer på en plasticpose. Hun virker mere udmattet end faren og er ikke så morgenfrisk.)

Moren:	Godmor'n, Steen.
Steen:	Hej. (træt)
Faren:	Det er godt du allerede er vågen. Vi var bange for at komme til at vække dig. Det er jo sikkert tidligt for dig.
Steen:	Tidligt... næhh.
Faren:	Jeg vågnede jo for flere timer siden, og så besluttede vi at det ville være en alletiders dag til en cykeltur ud i det fri. Vi tænkte at du måske ville med. Vejret er pragtfuldt. Så vi kiggede lige forbi, og så kunne vi jo aflevere støvsugeren med det samme.
Moren:	Vi har også taget morgenmad med til dig.
Faren:	Vi har nemlig selv spist for længst. (opdager og peger ned på pizzaen) Men du har måske fået pizza med cornflakes og mælk på.
Moren:	Sig mig, Steen. Hvor mange gange om ugen spiser du egentlig pizza?
Steen:	To... tre gange.... (moren kigger rundt på mere end tre efterladte pizzakasser.) Ok...måske fire..... fem. Sussie har også været her og spise.
Faren:	Ja... Stoffer nedsvælger vel også sin ration tunpizzaer.
Moren:	Har du nogensinde prøvet den nye Gayo med stikkelsbær. Den smager herligt og så er det jo sundt. Bageren havde tilbud og så købte vi tre. Vil du have en? (Trækker en Gayo op af posen. Sætter den på bordet og går ud i køkkenet efter en skål.)

Faren:	Hvorlænge har den pizza stået d‚r?
Steen:	Den er fra igår aftes.
Faren:	Jeg smager lige. Det er jo nærmest frokosttid for mig nu. (Tager en velvoksen slice.)

(Moren kommer ind igen med en skål og ske. Faren sluger hurtigt slicen. Moren hælder Gayo op i skålen og rækker den til Steen, der tager imod.)

Moren:	Vi har også noget lækkert drys med. Far har selv lavet det. (Op af tasken trækker hun en tupperwareboks med drys i.) Hvormeget vil du have?

(Hun hælder op i skålen, men Steen reagerer ikke. Hun stopper. Steen sidder bare med skålen. Faren har gået og rodet lidt rundt.)



Faren:	Hvad skal du egentlig bruge den støvsuger til? Du skal vel ikke til at gøre rent?
Steen:	(Stiller skålen fra sig.) Nej. Det er til en milkshakemaskine.
Faren:	Javel ja. Det lyder sør'me spændende.
Moren:	Skal du slet ikke have noget af den lækre Gayo. Far har selv lavet drysset. (Hun sætter skålen foran Steen igen.) Der er både dadler og nødder og klid og... og fibre.... og hvad var det..
Steen:	Ellers tak, jeg er ikke sulten.
Faren:	Ikke sulten... hvor uhørt!
Moren:	Uden mad og drikke, duer helten ikke, vel?
Steen:	Jeg har det ikke så godt.
Faren:	Jamen, så skal du jo netop med ud og cykle. Der er ikke noget så sundt, som frisk luft.
Moren:	Der er også noget influenza i luften. Du sagde da også, at de allesammen var syge på arbejdet, ikke?
Faren:	Jo, de er allesammen syge.
Moren:	(Hun sætter sig på sengekanten og flytter skålen over på bordet.) Vil du hellere have noget varmt?
Steen:	Nej....
Moren:	(Retter på sengetøjet) Hvor er Stoffer henne?
Steen:	Stoffer.... Han... er ovre hos Sussie... og blive vasket.
Moren:	Nåh... Stoffer har måske fået sig en mor?

(Faren har stået og kigget interesseret op på fjernsynet, hvor der stadigvæk kører en film uden lyd.)

Faren:	Interessant film, hvordan tror du at de har lavet det med hovedet, Steen?
Steen:	Elementært, kære farmand. Latex, gummi, med sprængladninger og kunstigt blod under.
Moren:	(rejser sig) Skal jeg ikke lukke vinduet? (Hun går hen til vinduet og finder ud af at det er begyndt at småregne.)

(Steen griber en fjernbetjening og spoler til "det med hovedet".)

Steen:	Nu skal du se her i langsom gengivelse. Først bobler huden lidt, det er luft, som bliver pumpet ind under latexen. Der kommer så sprængladningerne og blodet vælter ud. De kører det langsomt, så man rigtig kan se detaljerne. Det er ret flot.
Faren:	Han er syg.
Steen:	Og så klipper de til en anden vinkel. Nu er det en dukke, men det ligner meget godt. Der flækker hovedet så, og man kan se hjernen. Det er fordi den er ved at vokse. Det hele handler om en læge, der opfinder et middel, som kan gøre ham superintelligent. Det betyder bare at hans hjerne vokser og vokser. Resten af filmen vader han rundt med sådan en kæmpehjerne hængende ud af hovedet. Det ser ret skægt ud. Den er selvfølgelig også lavet af gummi.
Moren:	Jeg tror at vi får regn.
Faren:	Regn?! Det kan jeg ikke tro. Hvilken ‚n af dem styrer tekst-TV?
Steen:	(Langer ham en fjernbetjening) Side 402!
Faren:	(Zapper sig frem til tekst-TV vejrudsigten.) Lad os se, hvad var det du sagde.. 402. Vejrudsigten... Lokal... Nej.. nej. Det bliver ikke regn.

(Samtidig styrter det pludselig ned udenfor. Moren smækker vinduet.)

Moren:	Er du stadigvæk sikker på at vi skal ud at cykle?
Faren:	hh... det kan da godt være at vi skulle blive hjemme istedet... og se en film måske. Hva' Steen, er du færdig med den der med hjernen.

(Blackout)Scene 3 BøvsebrølSplatterlyde i Greynoskoven

(Scenen ligger hen i mørke. Man hører en telefonsamtale mellem reklamemanden Birger og Steen, mens lyset langsomt fader op. Steen sidder i sin seng, med sin telefon.)

(Telefonen ringer. Steen tager den)

Steen:	Hallo, det er Steen. 
Birger:	Ja, det er Birger Iversen, Effektkonsulent fra Starcity Succesreklamebur...
Steen:	Hej, Biwi.
Birger:	Nåh, hvaså Steen hvordan går det med geschæften, får du lavet noget? Hvordan går det med buddingmaskinen..
Steen:	Milkshake
Birger:	Nåh ja milkshake. Hvordan går det med den? 
Steen:	Fint, jeg har lige fået de sidste materialer, så...
Birger:	Det bliver jo spændende. Så kan du jo snart byde på middag. Filet de Mignon Shake avec jordbærsauce, hva? Så du forresten 17.23 reklamerne igår, vores SuperTrimmer reklame var på, i 8 sekunders versionen. Kunden var meget tilfreds. Nåh, men jeg ringer egentlig for at høre hvordan det går med vores lille projekt... hånden.
Steen:	Jeg sidder netop og arbejder på den, men jeg tænkte på noget... du sagde at den skulle være børnesikker, men som den er nu så..... kan den altså godt være lidt... farlig.
Birger:	Hvordan det, farlig, det er jo bare et stykke plastic.
Steen:	Kløerne, de skulle jo være ligesom i filmen sagde du. Men jeg sad og så nogle klip og de kløer er altså ikke særlig sikre, de er jo knivskarpe.
Birger:	Det går sgu ikke, der kommer mange børn på den messe. Forhelvede, det er jo legetøj vi skal sælge. Kan du ikke bare klippe dem ned?
Steen:	Ja, og manicurere dem og smørre neglelak på. Greynoer har altså knivskarpe kløer, har du ikke set filmen. Den scene hvor en af dem flænser en dør. Det er sådan noget, børnene er vilde med.
Birger:	Men det er et krav fra kunden, forestil dig at en af børnene på messen får skåret pølserne af.
Steen:	Ja, det ville give en masse presse...
Birger:	Ja, ja, det er godt. Jeg regner med at du fikser det, vi høres ved.

(Klikk! Steen lægger telefonen og går hen til arbejdsbordet. Han fjerner noget rod og graver Greyno-hånden frem. Han vender og drejer den. Så tager han en dukkehånd frem fra rodet på bordet, og hugger Greyno-hånden nedover dukkehåndens fingre. Det banker på døren, den bliver åbnet. Velkomstbåndet går igang, det er blevet lavet om.)



Steens
Stemme:	Velkommen til kontoret for Stoffers befrielsesfront. Du har nu halvanden sekund til at fremsige det hemmelige kampråb. Fra nu.... du har ikke sagt det hemmelige kampråb og må lide samme skæbne som alle vantro.... (BøvsebrølSplatlyd fra entrŠen)
Sussie:	(Udefra entrŠen) Steeeeen, din skid!!! Jeg havde lige vasket hår. (Sussie ind, hun har grøn "splat" i hele hovedet. Steen griner påtaget ondskabsfuldt) 
Steen:	Rolig, det er bare Vask-og-Gå, det genopbygger dit hår og gør det grønt og glansfuldt. Ingen tilsætningsstoffer, men du burde passe på med at vaske håret for mange gange om dagen.

(Han kaster et brugt og hærget håndklæde fra arbejdsbordet hen til Sussie, som ikke griber det, hun er optaget af at fjerne det værste splat fra øjenene.)

Sussie:	Meget morsomt, stik mig et håndklæde.

(Steen samler håndklædet op og rækker hende det. Hun tørrer sig i hovedet, men da hun opdager hvor beskidt håndklædet er, smider hun det og går ud i køkkenet. Hun kommer ind med et nyt, renere håndklæde.)

Sussie:	Hvad er det med Stoffers befrielsesfront, har du ikke været nede og hente ham endnu? (Hun tager sin jakke af og lægger den fra sig.)
Steen:	Er du sindsyg? Jeg går sgu da ikke frivilligt ned til de uhyrer, når jeg ‚n gang er sluppet fri.
Sussie:	Hvad vil du så gøre?
Steen:	..... Stoffer kan klare sig selv, han er voksen og farlig. De tør ikke krumme et hår på hans hoved.
Sussie:	(lavt) Det lille stakkels tøjdyr.
Steen:	Stoffer er stærk, han kan flænse en dør med sine skarpe kløer. Bare vent, han kommer sikkert hjem, når han bliver sulten. Ingen tremmer eller fængselsmure kan holde en sulten Stoffer væk fra en nysmurt tunsandwich.
Sussie:	(trækker på skuldrene, og tager en fjernbetjening fra sengebordet) Er det denneher til fjerneren? (Hun retter den mod fjernsynet og trykker)
Steen:	Neeeej!

(Fra entr‚en kommer en række bøvsebrølsplatlyde. Steen styrter ud i entrŠen og lydene stopper.)

Steen:	Pisselort! Lortepis! Kvinder og teknik.

(Sussie kopierer Steens påtagede ondskabsfulde latter fra tidligere. Hun kigger nærmere på et par fjernbetjeninger hvorpå hun går hen og tænder manuelt for fjernsynet. Der er Lykkehjulet. Hun sætter sig på sengekanten og glor på det. Steen kommer ind med splatmaskinen og en fejebakke med shampoo på.)

Steen:	Er du klar over hvad shampoo koster nutildags?
Sussie:	(som Bengt Burg) Ja, hva siger du til det Dennis?
	(som Dennis) Ja jeg siger tillykke Steen! Du får denne fantastiske gavepakke med 5 liter Vask-og-Gå extra plus, nu med ny forbedret polish, der giver dig glansfulde og glatte gulve. Den har en værdi af 798 kroner og kommer med fuld brugsanvisning og skridsikre sko. Tillykke Steen.

(Steen er gået igang med at tømme shampooen på fejebakken tilbage i splat-maskinen. Der er en pause, Steen virker mut. Sussie slukker for fjernsynet.)

Sussie:	Skal vi ikke spille matador?
Steen:	Ikke når vi kun er to.
Sussie:	Hvaï så med noget andet?
Steen:	Hvaï skulle det være?
Sussie:	Ludo.
Steen:	Splat.
Sussie:	Skak.
Steen:	Hop i havet.
Sussie:	Backgammon.
Steen:	Njjøhh.
Sussie:	Ked mig ihjel.
Steen:	Jeg prøver.

(Steen rejser sig og går ud med splatmaskinen i entrŠen.)

Sussie:	Du er simpelthen for lad. Hvad skal vi så lave? Det var dig selv der foreslog, at jeg skulle komme over.

(Steen kommer ind og splatter ud på en stol. Sussie begynder at smide papirkugler i hovedet på Steen. Han ignorerer de første, men bliver irriteret.)

Steen:	Lad dog være. 

(Sussie holder op med at kaste. Hun tager telefonen og ringer et nummer.)

1.Stemme:	Politigården.
Sussie:	Goddag, jeg vil gerne tale med hittegodskontoret.
1.Stemme:	Ja, et øjeblik....
2.Stemme:	Hittegodskontoret. Det er Finn Tingsgaard.
Sussie:	Goddag, mit navn er Sussie Larsen. Jeg ville høre om I har fået indleveret en tøjtiger... Der lystrer på navnet Stoffer. Den er tabt for et par dage siden.
2.Stemme:	Nejj, det tror jeg ikke. Det ville jeg bestemt have lagt mærke til.
Sussie:	Kan du ikke lige se efter, for en sikkerheds skyld?
2.Stemme:	Jo, et øjeblik......

(Steen har rejst sig. Han går hen og hiver telefonen fra Sussie og slår antennen ned.)

Steen:	Hittegodskontoret! De har sku da buret ham inde... i en celle... bag tremmer.
Sussie:	Nåh ja, selvfølgelig, de har vel også givet ham en stribet fangedragt på......
Steen:	Det bruger man ikke mere.
Sussie:	Steen, du.........

(Det banker på hoveddøren og den bliver åbnet. Sussie sukker. Velkomstbåndet starter. 

Steens
Stemme:	Velkommen til kontoret for Stoffers befrielsesfront. Du har nu halvanden sekund til at fremsige det hemmelige kampråb. Fra nu....
Sussie:	(Råber) Pas på. Duk dig.
Pizzamand:	A Hva?
Steens
Stemme:	...du har ikke sagt det hemmelige kampråb og må lide samme skæbne som alle vantro.... (BøvsebrølSplatlyd fra entrŠen. Pizzamanden kommer ind med splat i hovedet og en pizzakasse i hænderne.)
Steen:	håh, det må du undskylde Achmed. Det var ikke meningen, det er bare shampoo.
Sussie:	(lavt) Vask og gå....


Achmed:	Nåh, det ikke gøre noget, jeg blive ren igen. Meget morsom. Du selv finde på den. Meget opfindsom.
Steen:	Mmmm, du har taget pizza med.

(Steen giver Achmed et håndklæde, som han tørrer sig med. Steen tager pizza.)

Achmed:	Ja, din favorit. Med shawarma og ekstra tun til Stoffer.
Sussie:	Shawarma! (rejser sig)
Achmed:	Ahh, Sussie, du også her. Jeg skulle have taget to pizza med. Jeg ringe ned til Mahmet, han komme med pizza til.
Sussie:	Nej, nej det er iorden. Jeg tror ikke Steen er så sulten. 

(Achmed har tørret sig og tager pizzaen fra Steen, han stiller den på et bord, åbner kassen. Derpå tager han en pizzakniv frem fra lommen, og skærer pizzaen ud. Sussie kaster sig over den. Hun giver Steen et stykke, som han tager imod, men kun nipper til.)

Achmed:	Jeg ville bare høre om hvordan det gå med ny maskine.
Steen:	Johh. Den er stort set færdig. Der er bare en lille.... jeg kan ligeså godt vise dig det. Sussie gider du at hente ost og skinke i køleren.

(Sussie går ud efter ost og skinke. Steen åbner skabet, hvor pizzamaskinen står. Han tager en dåse flåede tomater og åbner den, hvorpå han hælder indholdet ud i en tragt på maskinen. Sussie kommer tilbage. Skinke og ost bliver puttet i hver sit hul i maskinen. Steen hælder mel i et hul og drejer på en vandventil. Han trykker på tastaturet og maskinen går igang, den ryster og rumler.)

Steen:	Det tager 3 minutter og 26 sekunder for en Vesuvio. Det tager 2 minutter og 58 sekunder for en Margarita og 3 minutter 41 sekunder for en Napoli. 3 minutter og 7 sekunder for en Capricciosa...
Sussie:	Tror du ikke at du bliver arbejdsløs, Achmed?
Achmed:	Jo, jo.
Steen:	...men jeg har ikke helt fundet ud af det med Calzone endnu.
Achmed:	Ja, det kender jeg godt. Den første gang jeg lave en Calzone, så falde den hel sammen. Men min søn, Mahmet, han lave god Calzone første gang. Så hvergang de vil have Calzone, så han lave den. Nogengange når han hos sin ven... hvad komme han hedde... Nåh ja, Achmed ligesom jeg ... nåh ja når han være der, så jeg ringe til ham, hvis kunde vil have Calzone. Så hvis du ordne Calzone med maskine, så den være go fin.... Men hva så med den Mahmet, min søn, hva han så lave... Nåhh ja, så han rive ost...igen.

(Telefonen ringer. Steen tager den.)

Steen:	Hallo, det er Steen. 
Birger:	Ja, det er Birger Iversen, Effektkonsulent fra Starcity Succesrekl...
Steen:	Hej, Biwi.
Birger:	Hej igen. Angående hånden. Nu skal du bare høre, jeg har snakket med kunden og de har lavet om på konceptet. Nu vil de gerne have en hel Greyno, en hel fucking Greyno du! Det er noget med at deres stand skal være en Total-Experience, med palmer, klipper og plasticgræs. Og så vil de altså også have en hel Greyno-figur. Det er der altså kroner i, du. Også til dig. Mange Kroner.
Steen:	Du Biwi, det er altså et lidt uheldigt tidspunkt...
Birger:	Og så er der altså også lige en anden ting. Det med sikkerheden. Nu har de fundet ud af, at den skal godkendes, noget med et EU-direktiv. Så den skal altså være færdig den 23. og det er.. lad mig se... igår. Du Steen kan du have den færdig til imorgen?
Steen:	Jeg har altså ikke lige tid nu, Biwi.
Birger:	Men tænk engang på pengene...
Steen:	Kan du ikke ringe igen senere!
Birger:	Men Steen...

(Steen slår antennen ned og lægger telefonen fra sig. Sussie har drysset rundt og har fundet Greyno-hånden.)

Sussie:	Er det her Greynoen? 
Steen:	Ja.
Sussie:	Nåmen, så er du jo næsten færdig.

(Pizzamaskinen siger pling og Steen går over til den. Han åbner en luge og der vælter sort røg ud.)

Steen:	Well, det var det jeg sagde. Der er et lille... . (Han tager en fejebakke, der er blevet forlænget med et kosteskaft og "foldet" ud til en pizzaskovl, og skovler pizzaen ud. Den ryger og er forbrændt. Steen lægger den forbrændte pizza på bordet ved siden af Achmeds pizza.)
	Det er noget med dimensioneringen af ovnen, tror jeg. Først prøvede jeg at give dem kortere tid, men så bliver de ikke gennembagte. Det er også det der er problemet med Calzoner, de er alt for store til at passe ind i ovnen... Måske skulle man prøve at brandimprægnere dem...
Achmed:	Jeg tror ikke mine kunder, vil kunne lide den sådan... Måske jeg kunne sælge den som grillet pizza, "Med ægte kulsmag, som din far lavede den" i baghaven da du var lille.
Sussie:	Du får brug for en solid pizza-slicer. Måske kan du lave en aftale med det lokale savværk.
Steen:	Lige en sag for... Greyno-man. (Han tager Greyno-hånden fra Sussie, som stadig står med den.)
	Verden trues af undergang, den fjendtlige sorte antistof planet, Kullopizza, nærmer sig med usvigelig sikkerhed Jorden. (Han tager kulpizzaen og "flyver" rundt med den.) Hvis de to legemer støder sammen, vil de opløse hinanden og blive til.. intet. Men Greyno-man, den gigantiske galaksehelt, er altid parat til at gribe ind og frelse forsvarsløse himmellegemer. (Han lader kulpizzaen nærme sig Achmeds pizza) Det er lige ved at gå galt, men i sidste øjeblik slår Greyno-man til. Han splitter den fjendtlige planet ad, med sine frygtindgydende anti-antistof kløer. Den knuste planet bringer han bort igennem universet for at tilintetgøre den i det nærmeste sorte hul. (Han slicer kulpizzaen med Greynohånden og smider resterne ud i en sort affaldsæk). Men selv en gigantisk galaksehelt kan blive sulten. (Steen smider hånden og snupper et stykke af Achmeds pizza, som han propper i munden.)



(Telefonen ringer. Steen laver vilde fagter og peger på sin mund. Sussie tager telefonen.)

Sussie:	Hallo, det er Steen.
Birger:	Ja, det er Birger Iversen, Effektkonsulent fra Starcity Succesreklamebur...
Sussie:	Hej, Biwi.
Birger:	hh, er det Steen?
Sussie:	Næhh, ikke rigtig... Han er lige ved at fortære et par sydlige kontinenter. Han har munden fuld.
Birger:	hh, hvabehva!
Sussie:	jeblik..

(Steen får sunket de sidste bider og tager telefonen)

Steen:	Ja-allo.
Birger:	Steen?
Steen:	Det er mig.
Birger:	Du, Steen, jeg.. det er droppet.
Steen:	Hvad?
Birger:	Det hele. Messen er sguï blevet flyttet til Hamborg og så rækker pengene ikke, det bliver for dyrt. Også det med tiden, du... de.. vi kan ikke nå det, med børnesikkerhedsdirektivet og alt det. Det er fandeme ærgerligt, det kunne have været hypert. Men du kender jo det messe-shit, de laver om på det hele tiden.
Steen:	Ja, sådan er det, det er der vel ikke noget at gøre ved.
Birger:	Jo, du. Vi sagsøger de røvhuller herfra og til Timbuktu.
Steen:	Hvor ligger det henne?
Birger:	Vi vrider dem, du. For hver en øre de har. Til de kun har matadorpenge tilbage. Hvor mange penge har du brugt på at lave den hånd? 10.000 ... 20. Vi siger sgu 20... 25. Jeg ringer til advokaten med det samme. Der er sgu kroner i det her, du. Mange kroner.
Steen:	Du sender bare en check, ikkï.
Birger:	Yes, du. Vi høres ved.

(Steen klapper telefonen sammen.)

Sussie:	Fed branche, hva! Money for nothing.
Steen:	Ja, og gratis grillkylling.
Achmed:	Grillkylling?!
Sussie:	Kyllingepizza.
Steen:	"Apollo".. 3 minutter og ... 14 sekunder.
Achmed:	Nåh ja, jeg hellere må komme tilbage til Mahmet. Han være helt alene i butikken. Han sikkert lave ulykker. Han altid spille smart når de kønne danske piger kommer. Nåh, du Steen, du held og lykke med maskine.
Steen:	Ja, farvel Achmed, vi ses når jeg bliver sulten.
Achmed:	Farvel, Sussie. Ha' det godt. I passe godt på hinanden.
Sussie:	Hej, Achmed.

(Achmed går ud. De står tilbage og glor lidt.)

Sussie:	Nåh.
Steen:	Ja.
Sussie:	Kommer der noget i fjerneren?
Steen:	Du kan jo kigge.

(Sussie tænder for Tv'et og sætter sig på sengen. Det er "Beverly Hills")

Steen:	v, "Blæverlig". Er der ikke noget andet?
Sussie:	Jeg vil lige se lidt.
Steen:	Det er sku'da for lav-intelligent.
Sussie:	Det er da sjovt at se. Jeg ser det kun fordi det er så latterligt. 
Steen:	Suk!
Sussie:	Se nu, hende der Brenda, hun er simpelthen for patetisk. Sidste gang holdt hun en længere moralprædiken om, at Brandon ikke måtte komme sammen med en pige, fordi hun var på stoffer... Se nu, der kommer Brendas kæreste og han har været alkoholiker, kald lige det dobbeltmoralsk. Han er forøvrigt en steg.
Steen:	Jeg tror lige jeg kigger på den pizzamaskine.

(Steen begynder at skrue et frontpanel af maskinen og roder med nogle ledninger.)

Sussie:	Se nu der .... Nejj.... For meget.... Nej, hvor sødt.... se nu kysser de hinanden. Det ender altid lykkeligt, er det ikke bare urealistisk. 
(Sussie zapper. Det er et dyreprogram om tigre. Steen kigger med.)
Speaker:	..der fødes 2-3 unger hvert år. Den sibiriske tiger er den største af racerne og sandsynligvis den der svarer mest til den oprindelige race. Der er kun få eksemplarer tilbage i verden af dette stolte rovdyr. Hvis der ikke gøres en større indsats for deres fortsatte beståen, vil tigeren snart kun kunne ses i zoologiske haver.

(Sussie zapper. Det er "Flugten fra Alcatraz". Man hører lyden fra en slagsmålsscene.)

Sussie:	Det er da den der....hvad hedder den nu...Jeg har set den....
Steen:	"Flugten fra Alcatraz". Clint Eastwood. 79.
Sussie:	Nu får han bank.

(Sussie zapper. Det er slutningen af Nyhederne.)

Speaker:	...Vi slutter med billederne af Zoologisk haves to nye tigerunger, som blev født i eftermiddags. De to unger er blevet døbt Bella og Bianca.
	Vi er tilbage med de sene nyheder kl. 22.00. Tak for nu. (Bagefter nyhederne kommer reklamen for Kelloggïs Frosties "den med tigeren") ... vækker en tiger i dig!....

(Sussie zapper. Det er MTV. De spiller "Teach me Tiger". Der kommer en stor gnist fra pizzamaskinen. Strømmen går, fjernsynet dør. Der kommer lidt lys ind af vinduerne.)


Steen:	Av for fanden.
Sussie:	Hov, hvad skete der? Hvad laver du?
Steen:	Jeg fik stød.
Sussie:	Nej, hvor er her mørkt.
Steen:	Her er ikke noget lys. Jeg går lige ud og checker HFI'en.

(Han famler frem til en skuffe, hvor der ligger en lygte. Så går han ud af stuen.

Steen:	(udefra) Fandens der er røget en sikring.
Sussie:	Og du har ikke nogen ekstra.
Steen:	(kommer ind igen) Korrekt.
Sussie:	Har du ikke nogen stearinlys?
Steen:	hh. Jo.

(Han henter to stearinlys fra en skuffe og giver dem til Sussie, som sætter dem i to tomme colaflasker. Steen tænder dem og sætter sig ved siden af Sussie på sengen. En lille pause.)

Sussie:	Det minder mig om dengang... kan du huske det... det er vel 7-8 år siden og jeg var alene hjemme, da strømmen pludselig gik i hele gaden...


Steen:	Høhø...

(Der kommer stemningsmusik og lyde, der svarer til Sussies historie.)

Sussie:	... jeg var skidebange og jeg kendte ikke noget til alt det der med sikringer og så'n. Pludselig kunne jeg høre skridt udenfor på grusstien. Nej, hvor var jeg bange, jeg gemte mig under min dyne... Pludselig kunne jeg høre at det bankede på hoveddøren nedenunder, som med en stor kølle.
Steen:	..eller en le, det var meningen det skulle lyde som en le...
Sussie:	Jeg ville ringe til mine forældre, men jeg turde ikke kravle ud af min seng, for at komme ned til telefonen. Så hørte jeg skrabelyde på mit vindue og der kom en hul latter og en stemme der sagde...
Steen:	Hæhæhæ, Usle jordbo, kom ud og mød din skæbnehehehe.
Sussie:	... jeg kiggede op over dynekanten og så ud af vinduet, og der kunne jeg se en kroget hånd, der prøvede at åbne vinduet. Så fjernede hånden sig og jeg kunne høre at skridtene bevægede sig væk fra huset. Lidt efter kom strømmen tilbage, men så begyndte dørklokken at ringe. Jeg var stadigvæk alt for bange til at gå ned at lukke op, men klokken blev ved og ved og ved med at ringe. Tilsidst tog jeg mig sammen, gik nedenunder og åbnede døren lidt på klem. 
Steen:	...også kom der et kæmpe-mega brøl udefra.

(Steen tager fat i siden på Sussie og brøler, hun giver et hvin fra sig.)

Sussie:	Det var simpelthen for strengt..
Steen:	Det var Stoffers id‚...

(Steen bliver fjern i blikket og rejser sig for at se ud af et vindue.)

Steen:	Verden virker så farveløs, når det er mørkt udenfor. Det er ligesom en polsk film i sort-hvid. Se nu det hus derovre. Grå beton. Jeg tror det må være den grimmeste bygning i hele byen. Når man kigger ind af folks vinduer, er der også gråt. Mennesker er ligesom kamæleoner, de skifter farve efter omgivelserne. Hvis de bare havde malet det rødt... så kunne huset ved siden af være grønt eller blåt. Det ville være lettere at finde hjem... Se nu, der kommer hr. Graa hjem, det er ham der bor ved siden af frk. Kedsom. Nu lægger han sit overtøj og tænder for kedekassen, men han ser ikke på den, den skal bare være tændt, så er der ikke så stille. Mennesker er bange for stilhed. Frk. Kedsom ved siden af har lavet mad, frikadeller med grå sovs og kartofler, rester fra igår.

(Sussie har rejst sig og stillet sig hen ved siden af Steen)

Sussie:	De burde rive væggen ned.
Steen:	De burde rive hele bygningen ned.
Sussie:	Hele byen..
Steen:	Træer og buske ville bryde op igennem asfalten.
Sussie:	Naturen er ikke til at holde tilbage.
Steen:	Motorvejene bliver til brusende floder.
Sussie:	Den indre by bliver en sval bøgeskov.
Steen:	..og rådhuspladsen en stille skovsø.
Sussie:	(lægger en arm om Steen) Hr. Graa og frk. Kedsom bygger en lille træhytte ved søens bred.
Steen:	..der.. lever de i ro og fred
Sussie:	Som ægtemand og ægteviv..
Steen:	..et økologisk lykke liv
Sussie:	Med heste, køer og får..
Steen:	..og grise, høns som tiden går.
Sussie:	Blomster og bier..
Steen:	Jeg savner min tiger!

(Stemningen er brudt. Sussie skubber Steen fra sig.)

Sussie:	Fuck den tiger, Steen.

(Tavshed.)

Steen:	Måske har jeg nogle sikringer alligevel.

(Han går ud af værelset. Sussie vil tage sin jakke på, men ærmet sidder på vrangen og hun fumler arrigt med den. Lyset vender tilbage. Steen kommer ind igen.)

Steen:	Går du?
Sussie:	Kan du for helvede ikke tage og vågne op? Nu har jeg  for fanden set dig slæbe rundt på det åndsvage tøjdyr i 15 år. Det er for latterligt. Kan du ikke selv se hvor forskruet det er? Mand, du er sgu da ikke noget barn mere! (Hun opgiver jakken og smider den fra sig)
Steen:	Stoffer har altid været min ven.
Sussie:	Så må vi jo håbe at han snart kommer hjem. Er du sikker på at han kender vejen?
Steen:	Han har en god lugtesans.
Sussie:	For meget! Stoffers snude er et skide stykke stof, for helvede. Hans lugtesans er en brik i dit syge grødhovede. Hvis du vil have din elskede kæletiger tilbage, må du fandeme selv hente den.
Steen:	Jamen, det er for sent. Klokken er mange.
Sussie:	(hun puffer ham hen til døren) Skrid så ned på den politistation, din skvatnakke. (Hun tager fat i en af Steens jakker og stikker den til ham, medens hun skubber ham ud af døren, som hun knalder i efter ham.)

Sussie:	God lugtesans, blødkogte spaghettihjerne.

(Sussie trisser lidt rundt og tager så et bånd fra en hylde og smækker det i videoen. Hun slænger sig i sengen og tænder på en fjernbetjening for fjernsynet.)

(Fade out)
Scene 4 Infetektuel Tigermos

(Scenen er et forkontor på en politistation, Bag en betjeningsskranke sidder en betjent med fødderne oppe, han lytter til en radio, der står på skranken. Han kaster et par pile op på en opslagstavle med en efterlysningsplakat,så rejser han sig og tager sin kaffe med over for at tage pilene ud. Han glemmer kaffen og da han har sat sig ned igen, kan han ikke nå plastickruset. Idet han rækker ud efter den vælter den ned bag skranken. Han bander. Han lægger nogle kaffetilsølede papirer op på skranken, men kommer til at skubbe nogle blanketter ned foran skranken. Mere banden. Betjenten kravler på alle fire rundt om skranken for at samle papirerne op. Han er igen ude af syne bag skranken da Steen kommer ind.)



(Steen kigger sig søgende omkring. Idet han konstaterer at der ikke er nogen, vender han sig for at gå.)

Steen:	Nåmen...

(Der kommer et brag fra skranken, idet betjenten slår hovedet op i den, da han rejser sig.)

Betjent:	Av, for fanden! Hva' vil du? Stationen er lukket!
Steen:	hh, jeg øhh.. det øhh..
Betjent:	(slukker for radioen) Det der ævl kommer du ikke langt med.
Steen:	Jo, altså...Forleden dag... Det var den her swimming pool, som jeg... vi.. Stoffer.
Betjent:	Er det noget med narko?
Steen:	Nej, nej overhovedet ikke... Det er min tiger... Sussie syntes at.. Altså jeg skulle gå herned efter Stoffer.
Betjent:	Sig mig, er du flabet?!
Steen:	Nej, jeg mener min tiger. Jeg vil have min tiger tilbage.
Betjent:	Okay makker, her har du en ti'er til den næste elefant. Smut så. (Betjenten tager en indsamlingsbøtte fra skranken og ryster nogle mønter ud, som han lægger på skranken.)
Steen:	hhrr, det er ligemeget! (Han vender sig og går hen mod udgangen.) Stoffer skal nok komme ud.

(Lige før han når ud, går det op for betjenten at han har set Steen før.)

Betjent:	Hør vent lidt. Har jeg ikke set dig før? Du er sgu'da ham den skøre med gravkoen fra sidste uge. (griner) Hvad har du nu gang i? (Steen stopper op) Et badeland på Rådhuspladsen, en tunnel til Kina, en elevator til Månen.
Steen:	(vender sig og går tilbage) Den park mangler en swimmingpool. Det ville simpelthen være perfekt, folk går og sveder. Og om vinteren kunne man skøjte. Det kunne da ikke genere nogen.
Betjent:	Det er meget godt, men vi kan jo ikke have folk rendende rundt og grave huller alle vegne, og da slet ikke med kommunens entrepenør maskinel.
Steen:	jojo, men...
Betjent:	..og hvad var det så du ville her idag?
Steen:	I har min tiger...
Betjent:	Bliver du ved!
Steen:	Jeg vil have ham med hjem!
Betjent:	Hvem?
Steen:	Min tiger..
Betjent:	(pause) Nåh, ja, det er da også rigtig. Der var noget med at du glemte dit tøjdyr.
Steen:	Jeg glemte ham overhovedet ikke, I holdt ham tilbage!
Betjent:	Så siger vi det.
Steen:	I har bare at lukke ham ud nu.
Betjent:	Rolig nu. Du vil gerne ansøge om udlevering af tilbageholdt bevismateriale. Lad mig nu se. Så skal vi have fat i en af dem her, og en de her og så en... nej det kan være ligemeget.(Betjenten finder forskellige mere eller mindre kaffeplettede formularer frem. Han putter en af dem i en skrivemaskine.) Hvad var navnet?
Steen:	Stoffer.
Betjent:	Med Ch eller K? Hvad hedder du mere end Kristoffer?
Steen:	Nej,nej Jeg hedder Steen. Det er min tiger der hedder Stoffer.
Betjent:	Javel ja.

(Der kommer larm udefra. Ind af døren kommer en anden betjent med Kurt i håndjern. Kurt bliver sat på en stol.)

Betjent2:	(til Kurt)Sæt dig her, og så forholder du dig roligt. (Til den første betjent) Du Jens, har du tid? Kom lige med et øjeblik. Der er sket en udvikling i papegøjesagen...

(De to betjente går ind i et baglokale. Sten står med ryggen til Kurt.)

Kurt:	Stik mig hundrede bobs eller du ender dine dage som kartoffelmos.
Steen:	(vender sig) Kurt!
Kurt	(rejser sig op)Er du døv, snothvalp? Hit med skejserne.
Steen:	Hvad fanden har du nu lavet?
Kurt:	Rager ikke dig, din mide. Det er vist for længe siden at jeg har givet dig nogen tæv, din lille lavkriminelle mikroskopamøbe. (Han går hen imod Steen)
Steen:	Jamen Kurt dog, sikke et ordforråd, du lyder helt intellektuel.
Kurt:	(Tager fat i Steen og ryster ham.) Du skal fandme ikke kalde mig infetektuel! (Kurt løfter ham op og sætter ham på skranken. Ved et tilfælde kommer Steen til at tænde for radioen.)
Speaker:	...i anledning af film-festivalen har jeg lavet et lille potpourri over nogle af mine yndlingsfilmtemaer.

(Der begynder et potpourri med fx. Stjernekrigen, James Bond, Skipper Skræk, Batman, Superman, Tegneserie-tema, Chaplin/Keaton stumfilm, Western - Morricone osv. Til hvert tema kæmper Steen og Kurt som figurene fra den film der bliver spillet musik fra. De vælter rundt på scenen, og da politimændene kommer tilbage er musikken skiftet til et dansenummer. Steen og Kurt står og bryder i valse-stilling. Politimændene kommer grinende ind.)

Betjent2:	(Går hen og lægger armen om Kurts skuldre) Undskyld, må jeg få den næste dans? Kom, lad os gå ind i de tilstødende lokaler. Jeg har lige været på kursus og lært nogle nye spændende trin. (Han trækker afsted med Kurt.) (Til den anden betjent) Så kan du jo overrække de glade nyheder til vores fantasifulde ven. Hæhæ.
Betjent:	(Lægger en arm om Steens skuldre) Jo min dreng, det er sådan at vores tigerbur var optaget og så besluttede drengene altså at lukke din tiger ind til de andre dyr...
Steen:	Hvilke andre dyr?
Betjent:	og de har... leget lidt med hinanden, så dit kæledyr har vistnok fået nogle knubs. 
Steen:	..knubs!?
Betjent:	Tjahh et øjeblik, så kan du selv se...

(Betjenten går ud af rummet. Steen er alene tilbage og står utålmodigt og venter. Efter en tid hører man lyde af hunde der gør udefra, efterhånden ændrer lyden sig mere og mere til monsterbrøl. Steen bliver gradvist mere urolig. En blodig afrevet tigerpote bliver kastet ind på scenen. Steen kaster sig hen til poten og tager den i hænderne.)



Steen:	STOFFER!

(Steen kigger på poten og så hen på udgangen. Betjenten kommer ind, han er forvandlet til et Robocop-agtigt politimonster.)

Robocop:	..som jeg sagde: nogle knubs.
Steen:	(rejser sig og farer tilbage) I har slået Stoffer ihjel.
Robocop:	Ja! og nu er turen kommet til... DIG!!!

(Betjenten hæver sin ene arm, der er påmonteret et skydevåben. Steen når lige at kaste sig om bag skranken og undviger. Han kommer frem igen med en kølle og kaster sig frem mod betjenten, men køllen bliver skudt ud af hænderne på ham. Ind af døren kommer to kittelklædte monstre, de griber Steen og holder ham fast.)

Betjent:	Før ham bort til den lukkede, han er utilregnelig.

(Kitlerne prøver at bære Steen ud, men han gør heftig modstand, så de gokker ham med en kølle. Betjenten samler Stoffers pote op og står triumferende med den. Han forlader scenen med en ondskabsfuld latter.)

(Fade out)
                             II.AKT


Scene 5 Godmorgen Steen

(Scenen er meget tom. Der står en seng hvori Steen ligger. Der falder støvet lys ind igennem et vindue. Ved siden af sengen står Steens mor og far. Der går et stykke tid.)

Moren:	Han sover endnu.
Faren:	Lad ham bare sove.
Moren:	Ja, lad os gå igen.

(De går ud igen.)Scene 6 Godnat Steen!

(Steen vågner med et skrig og sætter sig op i sengen og ser sig omkring. Der kommer grottelyde og et skrig udefra. Lyset gennem vinduet er blevet mere skummelt, der er fjern torden. Han prøver at bevæge sig, men opdager at hans arme er lænket til sengen. Hovedet værker efter et slag, han tager sig til hovedet og rusker i lænkerne for at komme fri. Der kommer fodtrin udefra, og Steen bliver panikslagen og kommer til at slå lænkerne sammen, de åbner sig. Han gemmer sig bag sengen og en dør bliver låst op. To behandlerdyr kommer ind. Det er de samme som i slutningen af I.akt. De går hen og ser at han er væk fra sengen.)

Dyr 1:	Han er væk.
Dyr 2:	Det nytter ikke noget, vi ved at du er her.
Dyr 1:	Du kan ikke flygte.

(Steen springer op på sengen. Han er i Spiff-kostume, tricot med lyn på brystet, bælte og firkantede briller.)

Steen:	Prøv at stoppe mig.

(Steen hopper ned fra sengen og løber ud af rummet. Behandlerdyrene bliver helt roligt stående og venter. Lidt efter kommer Steen igen, gennet frem af Kurt, der er blevet en slimet fangevogter, med en trefork.)

Kurt:	Hrøhrø.
Dyr 2:	Vi er rigtig nok kommet til hægterne igen, hva!
Dyr 1:	Tror vi er smarte, hva!
Steen:	Hvor er jeg?
Dyr 2:	Du bliver midlertidigt tilbageholdt...
Dyr 1:	... i dit eget personlige helvede.
Dyr 2:	Vi er kommet for at underholde dig,... rumagent Spiff.
Dyr 1:	For at vride din hjerne.
Dyr 2:	Hvad tænker du på når jeg siger.... "mad"
Steen:	’hhh. (Kurt pirker til ham med treforken)
Dyr 1:	Jeg tænker på ristet rumagent! (Dyr 2 lapper dyr 1 ‚n)
Dyr 2:	Hvad med "fødsel"
Steen:	’hh.. død.
Dyr 2:	Hvid.
Steen:	Sort.
Dyr 2:	Blød.
Steen:	Blod.
Dyr 1:	(til Kurt) Hæhæ, det tænkte jeg også på.
Dyr 2:	Varme.
Steen:	Ild.
Dyr 2:	Ild.
Steen:	Helvede.
Dyr 2:	Striber.
Steen:	Tremmer.
Dyr 2:	Kæledyr.
Steen:	’hhh... Kat.
Dyr 2:	Hm. Lad os prøve noget nyt.

(Dyr 2 knibser. Dyr 1 ser sig om i lokalet, ser en flue, som han følger med øjnene. Han fanger den og klasker den ud på håndfladen. Dyr 2 tager hånden og viser den til Steen.) 

Dyr 2:	Hvad ligner det her?
Steen:	Et biluheld.
Dyr 2:	(tværer fluen lidt mere ud) .. og nu?
Steen:	Et flystyrt.
Dyr 2:	Sygt... det er fint. 

(Dyr 1 slikker sin hånd)

Steen:	Hvorfor...
Dyr 2:	Hvorfor, hvorfor, hvorfor. Ja, det er jo det vi prøver at finde ud af.
Steen:	Jamen, hvorfor..
Dyr 1:	Det er for at vi bedre kan æde dig.
Intercom:	Scrscrscrs.. bring Rumagent Spiff til rådsalen. Jeg gentager. Se for helvede at blive færdige med det psykopat-pjat og bring Rumagent Spiff til rådsalen...NU! Sådan en samling... scrscrscr.
Dyr 1:	Sure mokke!
Kurt:	Hrøhrø. Dumme kælling!
Intercom:	Scrscr.. Det hørte jeg godt..(Der lyder en summelyd. Kurt vrider sig idet han får et stød.) scrscr
Dyr 1:	Haha!
Dyr 2:	Så er det afsted. I hørte hvad fyrstinden sagde, før ham til rådsalen. NU!

(Kurt genner Steen ud, efterfulgt af behandlerdyrene)
Scene 7 I den sorte gryde

(Scenen er forandret til en tronsal. Midt på en forhøjning står to tronstole, den ene med ryggen til. På den anden sidder fyrsten (Steens far), han har virtuel reality hjelm og handske på. Han deltager i VR-Lykkehjulet.)

Stemme:	...også går turen videre til Fyrsten. Værs'go' at dreje Lykkehjulet.

(Fyrsten tager VR-hånden og drejer "lykkehjulet". Lyd af lykkehjul der drejer.)

Stemme:	Uha, det ser ud som om... Fallit (Buhhhh!)

(Fyrsten trykker på et tastatur på VR-handsken, der bliver spolet tilbage i programmet,han trykker på nogle andre taster.)

Stemme:	...også går turen videre til Fyrsten. Værs'go' at dreje Lykkehjulet.

(Fyrsten tager VR-hånden og drejer "lykkehjulet" igen.)

Stemme:	Uha,det ser ud som... men nej, den ruller videre og lander på bonus-feltet og du femdobler din gevinst. Tillykke til fyrsten. (jubel fra publikum). Vi går nu videre til næste runde.


Fyrsten:	Zap af! (Trykker på handsken)
Stemme2:	Velkommen til program-menuen. Hvilket program ønsker de?

(Fyrsten giver sig til at pege i forskellige retninger ud i luften. Lyd fra diverse programmer. Han stopper i en skudscene fra en actionfilm. Han skyder vildt omkring sig med VR-handsken.)

Fyrsten:	Go ahead, make my day. (Puster røg fra en imaginær pistol, jonglerer den om pegefingeren og putter den ned i hylsteret.)
Stemme3:	Oh, darling! Hold me! Kiss Me!

(Fyrsten omfavner en imaginær heltinde, og skal til at kysse hende. Fyrstinden, som sidder i den anden tronstol, drejer stolen rundt. Hun er også iført VR-udstyr. Hun trykker på sin VR-handske og stopper derved Fyrstens program.)

Fyrstinden:	Fangen er på vej.
Fyrsten:	Fangen!?
Fyrstinden:	Rumagent Spiff. På 2'eren.
Fyrsten:	Hmm. (Peger på 2'eren)

(Lyd af Steen, der bliver gennet op til tronsalen.)

Steen:	...Hvad skal der ske?
Dyr 2:	Du får se!
Dyr 1:	Noget grimt og ubehageligt.
Kurt:	Han ender nok i Badet. Hæhæ.
Steen:	Badet!!!
Dyr 2:	Nu er vi her!

(Behandlerdyrene, Steen og Kurt kommer ind i tronsalen.)

Dyr 2:	Nådige herskere. Fangen er her.

(Fyrsten og fyrstinden tager deres VR-hjelme af.)

Fyrstinden:	Fangen? Der er ikke nogen der bliver holdt fanget her. Rumagent Spiff er skam vores gæst. Ikke sandt min kære?
Fyrsten:	hm, Jo da, det er klart.
Fyrstinden:	(henvendt til Steen).. og hvad kan vi så gøre for vores gæst? Hvad kan vi gøre for dig denne gang, Spiff?
Steen:	I kan give mig hvad retmæssigt tilhører mig.
Fyrsten:	Ikke så hastig lille ven, du kan tidsnok få hvad du fortjener.
Fyrstinden:	Du må være sulten, Spiff, og som vores gæst skal du selvfølgelig have det bedste af det bedste. (Hun trykker på VR-handsken) Kan vi få bragt en gæsteanretning op til salen.
Steen:	Ellers tak, jeg er ikke sulten!
Fyrsten:	Ikke sulten... hvor uhørt!
Fyrstinden:	Uden mad og drikke, duer helten ikke, vel?

(Pause. Sussie kommer ind med et overdækket fad med mad. Sussie er let påklædt som tjenerinde ala haremspige. Kurt snuser omkring hende og maden. Hun knalder ham diskret ‚n så han ryger bagover.)

Sussie:	Nådige Herskere, maden er klar. (Hun stiller fadet fra sig foran fyrsteparret på et lille bord.)
Fyrstinden:	Er du nu helt sikker på at du ikke vil have en lille bid. Vores køkken er kendt for dets første klasses delikatesser. Nåh ikke. 

(Fyrstinden gør en gestus. Sussie løfter fadets låg. Nedenunder ligger en stor bille. Sussie tager en forskærerkniv og skærer skjoldet op. Det damper op af billen. Sussie giver de to herskere en lang ske hver.)

Fyrsten:	Mmmm. Er Blodbille-sæsonen allerede startet.
Fyrstinden:	Nej, den kommer fra den nye koloni på Worg-5.
Fyrsten:	(Tager en skefuld, grødagtig billekød og smager på den.) Hmm, det er jo ikke helt som højsæsonen herhjemme, det her er en smule smagsløst og kedeligt. Hvad fodrer de dem dog med derude?
Fyrstinden:	Ja, du ved jo selv hvor små og spinkle folk er på Worg-5.
Fyrsten:	Men det bliver vel bedre nu, hvor vi har gjort dem til en del af Imperiet.
Steen:	(til Sussie) Hvordan kan du holde ud at tjene de uhyrer?
Sussie:	(Ser undertrykt ud) Jeg har intet valg.
Fyrstinden:	Snart vil vi have spredt lykke, velstand og vækst i hele galaksen.
Fyrsten:	Intet kan holde os tilbage mere.
Fyrstinden:	Alle må bukke sig i støvet for os.
Steen:	(til Sussie) De er jo ikke andet end magtsyge bæster!
Fyrsten:	Magtsyge? Næh, magtfulde, Spiff. De mest magtfulde i galaksen.
Fyrstinden:	Du er en mand med mange evner, Spiff. Du er den bedste pilot på denne side af Orions bælte. Det ville være synd at lade de evner gå til spilde. Det nytter ikke noget at blive ved med at kæmpe imod. Vælg de stærkes side. Slut dig til os, Spiff.
Steen:	Aldrig. I kan ikke knuse modstanden. Tror I virkelig at I kan nedkæmpe alle de frie planeter i galaksen. De stolte sworper fra Sworp, de modige Morger fra Morg, de tapre Torfer fra Torf... De gode kræfter vil rejse sig og omstyrte jeres Imperium.
Fyrsten:	(griner med overlegen latter) Hahaha. Jeg må le.
Fyrstinden:	Der er vist noget du har glemt, min lille tapre rumagent. Spillets regler er ændret. Nu ligger galaksen åben for vores fødder. (Knipser. Til Sussie) Bring trofæet herind.

(Sussie går ud.)

Fyrsten:	hh, dette øjeblik har jeg glædet mig til længe.
Fyrstinden:	Bare vent til Den Endelige Sejr, så kommer du virkelig til at føle magtens søde rus.
Steen:	Det bliver over mit.....lig
Fyrsten:	Rolig nu. Sig ikke noget, som du vil fortryde senere.

(Sussie kommer ind med en piedestal, hvorpå Stoffers afrevne pote ligger.)

Steen:	Poten!
Fyrstinden:	Ja, var det ikke den du kom her efter? Den som "retmæssigt tilhører" dig. 
Steen:	I tog den fra os. Det er vores dyrebare... Den har tilhørt os i generationer.
Fyrstinden:	Den blev givet til os som en gave.
Steen:	Under tvang!
Fyrsten:	Nok om det. Nu er den vores.
Fyrstinden:	I forstod alligevel ikke dens sande kræfter. Med den kan vi skabe orden i galaksen.
Steen:	Jeres orden. I vil nedbryde harmonien. Det bliver et blodbad.


Fyrstinden:	Det tror jeg ikke. Du kender ikke potens kraft. Tænk dig nu om, Spiff. Grib chancen, vælg side. Vores side.
Fyrsten:	Er du sikker på at du ikke vil have lidt blodbille?
Steen:	Jeg har valgt side. Giv mig så den pote!
Fyrstinden:	Som du vil. Vore veje skilles... for nu.

(Herskerne griner, mens de "forsvinder" fra scenen. Lille pause.)

Dyr 2:	(til Kurt) Før fangen bort!

(Kurt går hen imod Steen. Steen peger hen over Kurts skulder.)

Steen:	Se!

(Kurt vender sig, og Steen løber forbi ham over til piedestalen, han griber efter Poten, men rammes af et usynligt kraftfelt. Der kommer et kraftigt lysglimt og Steen kastes tilbage.)

(Black Out)
Scene 8 Ikke mere hundeæde, spis mig..

(Steen ligger alene på scenen, der ellers er tom. Han vågner langsomt og rejser sig varsomt. Han undersøger rummet, men finder ingen udgange og sætter sig modløst ned midt på scenen. Sussie dukker op i halvmørket bagerst på scenen. Hun har et stort glas vand og et stort, rødt æble med.)

Sussie:	Hrmhrm.
Steen:	(vender sig med et sæt) Hvad vil du?
Sussie:	Jeg kommer med mad.
Steen:	Føj, jeres hundeæde, kan I holde for jer selv.

(Sussie går lidt frem på scenen og sætter glasset og æblet et stykke bag Steen. Hun trækker sig langsomt tilbage. Steen vender sig for at se hvilken mad det er. Han ser æblet og kaster sig over det. Han tager to bider, men vender sig efter Sussie.)

Steen:	Vent. Hvorfor...?

(Sussie stopper, og kommer langsomt tilbage til Steen.)

Sussie:	Hvordan går det?
Steen:	Hvad skete der?
Sussie:	Kan du ikke huske det? Du prøvede at tage poten. Energiskjoldet slog dig ud. Troede du virkelig at de ville lade dig få den så nemt?
Steen:	Det skal du ikke blande dig i. (Han spiser videre af æblet og drikker grådigt.)
Sussie:	Jeg tænkte at du var sulten. 
Steen:	Tak.

(Lille pause. Sussie ser på at Steen spiser.)

Sussie:	De vil slå dig ihjel.
Steen:	Jeg flygter. (Han rejser sig op.)
Sussie:	Det kan du ikke. Det er umuligt.
Steen:	Intet er umuligt. Jeg forsvinder som dug for solen og vender tilbage med en knusende styrke. Men du må hjælpe mig.
Sussie:	Hvad kan jeg gøre?
Steen:	Få mig ud af det her rum.
Sussie:	Hvad så bagefter?
Steen:	Når jeg først er ude herfra, klarer jeg mig selv.
Sussie:	Tag mig med! Jeg kan ikke blive et sekund længere i dette fængsel.
Steen:	Nej, du vil være en byrde for mig.
Sussie:	Men hvad så når de finder ud af at det var mig, der hjalp dig ud. Så er jeg færdig. Du må tage mig med. Sig du vil tage mig med.
Steen:	(tænker sig om) Ok, men så må du love at gøre som jeg siger, ikke flæbe og ikke sinke mig.
Sussie:	Det lover jeg.
Steen:	Godt, der er ikke sekund at spilde. Lad os komme ud herfra. Millioner af liv står på spil.
Sussie:	Vent. Jeg må lige have denne her af. (Hun prøver at få et stort, upraktiskt slør af.)
Steen:	Det ordner sig, kom nu.

(De løber ud af scenen sammen.)Scene 9 Da do run run

(Kurt går vagt frem og tilbage på scenen. Der hænger et exit-skilt i et hjørne og der er en tremmedør i en af væggene. Steen stikker hovedet ind fra siden og ser Kurt. Han trækker hovedet tilbage. Lidt efter kigger Steen frem igen og kaster Sussies kostume i en bylt over på den modsatte side af scenen. Der er en snor bundet til bylten. Kurt ser bylten og går snusende hen til den. Lige før han når den, bliver der trukket i snoren, så bylten bevæger sig. Kurt følger efter. Det gentager sig indtil at han står helt henne ved Steens gemmested. Kurt får en kølle i hovedet og falder om. Han bliver trukket ud af scenen. Steen kommer ind, efterfulgt af Sussie, som har fået et nyt kostume ala Spiffs på.)

Sussie:	(retter på tøjet) Det er lidt stramt.
Steen:	Sådan skal det være.
Sussie:	Er de her briller virkelig nødvendige?
Steen:	Hold nu kæft! Hvad vej skal vi? (får øje på exit-skiltet) Ah, exit! Denne vej, kom! (Tager fat i Sussies hånd)
Sussie:	(Gør modstand) Nej, vent! Det er et snydeskilt, den vej fører ingen steder hen. Følg mig.(Hun hiver ham den anden vej.) 

(Pludselig dukker Achmed op bag tremmedøren. Han har været fange i mange år, og hans tøj er slidt og beskidt.)

Achmed:	Stop! I ikke løbe. Ha' medlidenhed med en stakkels medfange. 

(Steen og Sussie stopper og kigger sig tilbage.)

Sussie:	Vi kan ikke hjælpe dig. Vi har ikke nogen nøgle.

(Steen løber over og undersøger låsen på tremmedøren. Han flår lidt i tremmerne.)

Steen:	Det går ikke, den er for solid.
Achmed:	Hvor være vagtmanden? Han har nøglen.

(Steen løber ind til Kurt og kommer tilbage med et mega nøglebundt. Han stiller sig og prøver ubeslutsomt at vælge ‚n.)

Sussie:	Skynd dig nu, vagterne kan komme. Vælg nu bare ‚n.

(Steen vælger en nøgle og sætter den i låsen. Den passer. Steen lukker Achmed ud. Achmed falder )

Achmed:	Oh, tak. Jeg er fri. Jeg er fri. Nu være alle mine pinsler forbi, min ensomhed er overstået. Nu kan jeg endelig vende hjem til min kære, kære familie. Tak min ven. Du være min redningsmand. (til Sussie) Og du være... meget smuk.


Steen:	(tager fat i Achmed) Kom nu, rejs dig. Vi må afsted.
Achmed:	(rejser sig) Ja, ud, ud. Ud af dette ulyksaglige mørke. Mine øjne tørster efter solens lys. (Han stavrer mod exit-skiltet.)
Sussie:	Nej! Stop. Gå ikke den vej.
Achmed:	(peger på skiltet) Vi må ud.
Sussie:	Det er en fælde. Går vi den vej, er vi fortabte.
Steen:	Kom! Denne vej.
Achmed:	Jaså. Jeg stole på jer. I frelser mig. Når vi kommer væk herfra, så ved jeg hvor vi skal tage hen. Så skal I møde mine venner i broderskabet...

(De går ud af scenen. Achmed taler på vejen ud.)

(Scenen en stor,dunkelt belyst grotte. I et mørkt hjørne, foran en lille udgang i væggen ligger grotte-monsteret og ligner en stor sten. Steen, Sussie og Achmed kommer ind. Achmed taler.)

Achmed:	... hvor vi holder den årlige Andagtsmesse. Det være en pragtfuld oplevelse...
Sussie:	(Tager fat om Steens arm) Uh, hvor er her mørkt.
Steen:	Stille!
Sussie:	Her lugter.. ejendommeligt.
Steen:	Ja,.. af død.(lille pause)
Achmed:	Jeg savner det meget. Alle brødrene samles og vi går til Potens tempel. Hvor jeg dog savner at mærke potens kraft igen.
Steen:	Hvad sagde du? Poten? Var du en af potens vogtere?
Achmed:	Ja, men det være snart mange år siden, at jeg har set mine brødre...
Steen:	Så ved du ikke at...at..
Achmed:	Jeg ikke vide hvad?
Steen:	De har den! Det er derfor at jeg er her.
Achmed:	Hvad du mene?
Steen:	Herskerne har bemægtiget sig Poten. Jeg er her for at bringe den tilbage.
Achmed:	Hvilken ulykke. Hvad så nu?
Steen:	Nu må vi væk herfra. Vi må hjem og hente forstærkning. (Til Sussie) Hvordan kommer vi videre?
Achmed:	Nej! Vi kan ikke forlade dette sted uden Poten. Uden Poten er vi intet, thi da vil vi drive mod ondskab og tomhed.
Steen:	Men ene mand har jeg ingen chance. Herskernes styrke er umådelig, og poten er beskyttet af et uigennemtrængeligt energiskjold...
Achmed:	Ahh, Potens forsvarsaura. Men det er der råd for.
Sussie:	(Har imellemtiden kigget sig forsigtigt omkring i grotten. Hun giver et lille hvin fra sig) Se der! (Hun peger på en knogle der ligger på jorden lidt væk fra hende.) Hvad er det?

(Steen og Achmed går hen til knoglen og stiller sig med ryggen til monsteret. Steen samler knoglen op.)

Steen:	Jamen, det ligner jo...
Achmed:	..et afgnavet ben. (Han ser sig omkring og ser en sko, der også ligger på jorden. Han samler den op.)

(Steen og Achmed begynder at se sig skræmt omkring. Imellemtiden er monsteret begyndt at rejse sig op bag dem. Det er stort, grønt og slimet. Det har fire kløer, en stor lodret mund, et stort øje og ingen ben. Achmed og Steen bliver langsomt opmærksomme på monsteret da det begynder at stønne sultent.)

Steen:	Shiiiit!

(Steen og Achmed træder tilbage og undgår derved monsterets fangearme. De bliver forfulgt rundt i grotten af monsteret, der vil flænse dem med sine kløer og æde dem. De har kun knoglen at forsvare sig med. Monsteret når at flænge dem nogle gange med kløerne. Achmed bliver fanget og er lige ved at blive ædt, men Steen kommer ham til undsætning. Achmed stikker af gennem hullet i væggen. Sussie er i mellemtiden ubemærket forsvundet. Steen er nu alene tilbage med monsteret, men får til sidst stukket knoglen ind i monsterets øje. Der sprøjter splat ud af øjet. Monsteret raver blindt rundt og Steen ser sit snit til at smutte ud af hullet.)

(Det er mørkt. Steen stavrer rundt i nogle smalle gange, det er en labyrint. Man kan høre det fjerne ekko af skridt og løb og andre ubestemmelige lyde, som Steen prøver at følge for at finde Sussie og Achmed. Han finder Sussies heltinde briller på jorden og putter dem i bæltet. Lydene kommer tættere på og Steen bliver mere og mere nervøs, han begynder at løbe forvildet rundt i de mørke gange. Han stopper op og puster ud op ad en væg, da Robocoppen brager sine hænder igennem væggen bag ham og prøver at kvæle ham. Steen kæmper sig fri og trækker sig væk, men støder på Kurt med treforken.)

Kurt:	Høhø! Så er der gris på gaflen!
Steen:	Lige mine ord! (Han knalder treforken op i hovedet på Kurt, og løber væk.)

(Steen støder ind i Robocoppen. Robocoppen løfter Steen op og kaster ham væk. Steen sætter sig omtåget op, men Robocoppen hiver ham op igen.)

Robocop:	Skal du have flere knubs?

(Robocoppen smider Steen ind i væggen. Kurt kommer ind, han holder sig til hovedet, der stadig gør ondt. Robocoppen samler endnu en gang Steen op.)

Robocop:	Igen?

(Robocoppen kaster Steen, der rammer ind i Kurt. De tumler begge om på gulvet. Steen kommer først op og tager treforken, som Kurt har tabt. Kurt vil rejse sig, men Steen pander ham ned med treforkens skaft.)

Robocop:	(Går hen mod Steen) Slip det våben. Læg den.. trefork.
Steen:	Glem det, din forskruede affaldskværn.(Han gør et udfald mod Robocoppen)
Robocop:	Overgiv dig!
Steen:	Aldrig! (Steen farer frem og planter treforken i robocoppens mave.)
Robocop:	(Vælter omkring) Fejl i styresystem! Nedsat funktionsevne! Overgiv, Slip, knubs, dig, våben.... dræb den lille kattekilling, nej hvor er den død. (Slår sig selv i hovedet, mens den vakler ud af scenen.)



(Steen går over og perker lidt til Kurt, der ligger bevidstløs på gulvet. Så går han videre.)

(Scenen er den samme som i starten af scene 9, bortset fra at exit-skiltet mangler. Achmed ligger henslængt op af væggen. Han er død.)

(Steen kommer ind. Han er overrasket over at være tilbage. Så opdager han Achmed og styrter over for at ruske i ham. Achmed falder forover og man kan se at han har fået exit-skiltet stukket i ryggen.)

Steen:	(Farer tilbage ved synet) Bare vent til jeg kommer tilbage! (Han går imod exit-udgangen.)
Achmeds
Stemme:	Vent min ven!

(Lyset begynder at flimre og der stiger røg op omkring Achmed. Achmeds ånd rejser sig fra hans legeme.)

nden:	Min ven! Mine henfarne brødre har kaldt mig hjem til sig! Nu jeg hvile I deres kreds. Du skal vide at natten gemmer sig i dagen, få ting er som de synes. Du være på vagt. Kun med potens kraft du overvinde det onde. Søg sandheden i dig selv og kald poten ved dens rette navn. Nu jeg må afsted, evigheden venter. (ånden begynder at falme) Far varsomt, min ven.

(Steen står en stund og ser på Achmeds afsjælede legeme, så vender han sig og går hen imod exit-udgangen. Han åbner forsigtigt døren, bag den står Sussie, smilende.)

Steen:	Der er du... endelig. Sagde du ikke at det her var en snydeudgang?
Sussie:	Jo, og det er det også. Og nu er du fortabt! (Hun trækker en mega-gøb frem og genner Steen tilbage.)
Steen:	Din bedrager, jeg burde have gennemskuet dig og sat en stopper for dine ondskabsfulde handlinger, førend det kom så vidt. (peger ned på Achmed)
Sussie:	Tjah, det er en ondskabsfuld verden vi lever i. Hvorfor skulle jeg være bedre.

(Behandlerdyrene og Kurt er kommet lydløst ind bag Steen.)

Dyr 2:	Så er det vist på tide at vi overtager. (til Kurt) Før ham op!

(Behandlerdyrene går fulgt af Steen, der bliver gennet frem af Kurt. Tilbage står Sussie et kort øjeblik før hun følger efter dem.)

Scene 10 Det sidste adbad

(Scenen er den samme tronsal som i Scene 7. Fyrstinden sidder og nipper til en rygende, ulækker drink, mens fyrsten sidder i VR og følger mordet på Achmed. Man kan høre lydsiden.)

Achmeds
stemme:	... du også her. Du skræmme mig. Det fæle monster... jeg måtte løbe. Nu vi tilbage hvor vi kom fra. Hør hvad gør du... hvorfor du pille det skilt ned?
Sussies
stemme:	Jeg har fundet på et bedre sted at sætte det.
Achmeds
stemme:	Hvor det da være?
Sussies
stemme:	Der!
Achmeds
stemme:	Hvor?
Sussies
stemme:	Der!

(Der kommer splatlyde.)

(Fyrsten spoler tilbage, der kommer spolelyde.)

Fyrsten:	(griner) Det må jeg se igen.

Sussies
stemme:	...et bedre sted at sætte det.
Achmeds
stemme:	Hvor det da være?
Sussies
stemme:	Der!
Fyrsten:	Og så peger hun på ham og han vender sig om.
Achmeds
stemme:	Hvor?
Sussies
stemme:	Der!
Fyrsten:	Slut med ham.

(Der kommer splatlyde.)

(Fyrsten spoler tilbage igen, der kommer spolelyde.)

Sussies
Stemme:	Der!

(Der kommer splatlyde. Fyrsten griner. I mellemtiden er behandlerdyrene, Kurt, Steen og bagest Sussie kommet ind.)

Fyrstinden:	(til fyrsten) Ja, ja så er det nok. Nu er de her. (til Steen) Nåh, der har vi vores lille oprørske ven. Han troede vist at man bare sådan kunne forlade etablissementet, tage afsted...
Fyrsten:	Helt uden at sige farvel.
Fyrstinden:	Men sådan leger vi ikke her! Naive tåbe! Vi har skam fulgt hvert af dine skridt.
Fyrsten:	Hele dit latterlige flugtforsøg.
Fyrstinden:	Et hæderligt forsøg... men nu er det slut. Bring Poten herind. (Sussie går ud efter poten) Du fortjener at dø, Spiff. Men.. Vi er storsindede, så du må selv vælge.
Fyrsten:	(griner)...
Steen:	Vælge?
Fyrstinden:	Ja, din modstander. Hvad du end tænker på, potens kraft vil gøre dine tanker til virkelighed... vores virkelighed. Du forstår ikke... lad mig demonstrere.

(Sussie kommer ind med poten. Hun stiller piedestalen midt i rummet.)

Fyrstinden:	Du der! (Peger på behandlerdyr 1) Kom her!
Dyr1:	Hvem mig?!
Fyrstinden:	Ja, dig! Stil dig her. Og nu Spiff, skal du bare tænke på det rareste væsen du kender. 
Steen:	Jeg nægter at være med på jeres julelege...

(Der kommer lys fra poten.)

Julemanden:	(udefra) Hohoho!
Fyrstinden:	Jeg håber du har været en artig dreng i år.

(Julemanden kommer ind med en sæk over skulderen. Fyrstinden peger på behandlerdyr 1.)

Julemanden:	Hohoho!
 
(Julemanden går hen til behandlerdyr 1, stiller sækken fra sig og tager en stor gavepakke frem. Han overrækker pakken til behandlerdyret, der ivrigt begynder at pakke gaven ud. Julemanden går om bag ved behandlerdyret og trækker sækken henover hovedet på ham og kværker ham. Behandlerdyret falder sammen.)

Julemanden	Hohoho Hæhæhæ!

(Julemanden tager behandlerdyret over skulderen og bærer ham ud. Fyrsten rejser sig og går ned og samler pakken op. Han sætter sig tilbage på sin tronstol og fortsætter udpakningen.)

Steen:	I er syge i hovedet.
Fyrstinden:	Der er vist noget du har misforstået. Det er dig, der er syg i hovedet. Men nu er din tid løbet ud. Nu skal du D.


Steen:	Hvad vil I få ud af det. Endnu en død på samvittigheden. Oprøret kan ikke slås ihjel. Vi er mange og der vil altid være nogle til at tage min plads.
Fyrstinden:	Haha, det tror du nok, men med Poten i vores magt har vi fået vendt al modstand til vores gavn. Du er den sidste. Nu er det tid for den endelige sejr.
Fyrsten:	(Kigger op fra sin pakke) Og det bliver over dit lig.
Steen:	Ha! Men I kender ikke Hemmeligheden! (tyk bluff)
Fyrstinden:	Hemmeligheden?
Steen:	Ja, Potens hemmelighed. Jeres fange fra Potens Broderskab har fortalt mig alt.
Fyrstinden:	Du lyver, vi har jo set det hele. Prøv ikke at trække tiden ud. Vi har hørt hvert et ord I har sagt.
Steen:	Men ikke hver en tanke vi har tænkt. Brødre fra Potens Broderskab har evner som I med jeres snævertsynede teknologi ikke kan opfange.
Fyrstinden:	Fordømt. Men til gengæld kan vi med vores teknologi vride din hjerne for hver en lille hemmelighed.
Steen:	Jeg siger ikke et ord. 
Fyrstinden:	Det kommer du til.
Fyrsten:	(Har omsider fået pakket pakken op) Næhh, en fjernbetjening. Lige hvad jeg altid har ønsket mig. Se hvad jeg har fået. Gad vide hvad den er til? Hvad mon der sker når jeg trykker på den røde knap?

(En kæmpe maskine går igang et sted, med en buldrende lyd. Der åbner sig et hul i gulvet. Der kommer røg, lys og boblelyde op. Et reb med en løkke i enden glider langsomt ned fra loftet.)

Fyrstinden:	Hvor belejligt. Klyng rumagent Spiff op i fødderne.

(Dyr 2 og Kurt binder Steen om fødderne med rebet, og Fyrsten trækker ham op med et tryk på fjernbetjeningen, så han hænger med hovedet nedad.)

Fyrstinden:	Har du mere at sige om vores "snævertsynede" teknologi? Hahaha! Nu Spiff, hvad var det så med Potens Hemmelighed?
Fyrsten:	Skal jeg køre ham ned? (Han trykker Steen rykvist lidt nedad.)
Fyrstinden:	(Til Fyrsten) Det er nok. (Til Steen) Tal, Spiff.
Steen:	Mig kan I ikke skræmme.

(Fyrstinden giver tegn og Fyrsten sænker Steen endnu en smule.)

Fyrstinden:	Og nu?
Steen:	Dræb mig bare. I ved ikke... at jeg vil rive jer med ud i tomheden.
Fyrstinden:	Du er vist ikke i en position til at true os.
Steen:	Men.. uden mig er I intet.
Fyrstinden:	Nonsens, vi er alt.
Steen:	Nej, I er ikke det I tror. Jeg er ikke den I tror. Poten er.... I fatter ikke noget som helst.
Fyrstinden:	Han taler i vildelse, sænk ham ned. Vi får ikke mere ud af ham. 

(Fyrsten begynder at sænke Steen langsomt ned)

Sussie:	Steen, for pokker! Hvad er poten?
Steen:	Den er...  Stoffer var ikke andet end en tøjtiger, men I... I er slet ingenting.

(Lyset flakker og Steen bliver ikke sænket længere ned. De andre spillere forsvinder i røgskyer. Steen frigør sig fra rebet og springer ned på jorden. Han går hen til piedestalen og griber om poten. Tavshed. Steen trækker langsomt frem på forscenen. Lyset på resten af scenen fader langsomt ned. Steen tager ceremonielt afsked med poten. Idet han lægger den fra sig holder lyset op med at flakke og scenen ligger tilbage i halvmørke. Der kommer tomme, hule rumklange ud af intetheden, mens Steen sidder alene på scenen.)
Scene 11 Kan bænke flyve?

(Scenen er tom og mørk bag Steen. Idet han rejser sig og går ud, glider de tomme rumklange ud og bliver til fuglekvidder og parklyde. Lyset hæves efter at Steen er kommet ud. Der står en bænk på midten af scenen, med et "nymalet"-skilt på. En parkbetjent kommer ind med et stort skilt, hvorpå der står:





Han sætter det omhyggeligt op og træder et par skridt bagud for at vurdere udfaldet. Han er ikke tilfreds og hiver et vatterpas frem, som han bruger til at sætte skiltet ordentligt med. Fra en pose trækker han et andet, mindre skilt frem:




Det monterer han under det første skilt. Så går han ud.
Kurt kommer ind. Han ser skiltene, og trækker en spraydåse frem, som han overmaler begge skilte med. Idet han er på vej væk, får han øje på "nymalet"-skiltet på bænken. Han tager det og hænger det over på de andre skilte. Så smutter han.)

(Sussie kommer ind, hun stiller sig op og prøver at læse skiltene. Hun er lige ved at sætte sig på den nymalede bænk, da hun får øje på Steen, som kommer gående med en spade.)

Sussie:	Hej igen!
Steen:	Hej! (uengageret)
Sussie:	Nåh, fik du... har du... ordnet det.
Steen:	Ja, jeg har gravet den ned.
Sussie:	Hvorhenne?
Steen:	Der hvor du foreslog.
Sussie:	Godt nok. Så er det overstået, hvaï?
Steen:	Det er det vel.

(Pause)

Sussie:	Har du set skiltet? De vil lave et friluftsbad.
Steen:	Hm.
Sussie:	En swimmingpool. Det var jo din id‚, Steen.
Steen:	Det var det vel.
Sussie:	Det er sguï da fedt at se sine ønsker gå i opfyldelse. Tænk hvis alle ens ønsker kunne gå i opfyldelse. Bare ved at tænke på dem. Paff! En kæmpestor isvaffel med fem .. nej 25 kugler, og en hel bakke flødeboller og et bjerg af syltetøj.. jordbærsyltetøj, og flødeskum ud over det hele, Mmmmmmmmmmmmm.  Addd!!! (Den imaginære isvaffel vokser og vokser, indtil den tilsidst bliver så ulækker at Sussie smider den væk.) Nej, hvis man kunne ønske lige hvad man ville, så ville jeg ikke bare have en isvaffel. Så ville jeg vælge... en ny cykel, nej en bil...


Steen:	Du har jo ikke noget kørekort.
Sussie:	.. med privatchauffør og en lystyacht og en palmeø, der skulle være helt min egen, ja du måtte selvfølgelig også gerne komme. Og så ville jeg ønske fred i verden og aldrig mere krig. Solskin hver dag og ... Hvad ville du ønske dig...
Steen:	hhh... Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke finde på noget.
Sussie:	Kom nu, der må da være et eller andet.
Steen:	Noget mad. Jeg er sulten.
Sussie:	Så lad os gå ned til Achmed og få en pizza.
Steen:	Jeg har ikke lyst til pizza.
Sussie:	Hvad vil du så have?
Steen:	Det ved jeg ikke. Måske er det slet ikke mad jeg har lyst til.

(De ser hinanden i øjnene og finder ud af at de begge to vil det samme.)

Sussie:	Du vil måske lege en lille leg?
Steen:	Hvad skulle det være for en leg?
Sussie:	Hvad med en gætteleg. Hvad forestiller jeg nu? (Hun tager "nymalet" skiltet, folder det og putter det på hovedet)
Steen:	Sussie med et skilt på hovedet.
Sussie:	hrrjj, din fantasiforladte tomhjerne. Det er sgu da en kineser. Nu er det din tur.
Steen:	Det er en fjollet leg.
Sussie:	Kom nu!

(Steen stiller sig uengageret op i "elefant-positur", med den ene arm som snabel og den anden op til næsen.)

Sussie:	For nemt! Det er en elefant.

(Steens snabel-arm lægger sig på Sussies skulder, men hun trækker sig væk.)

Sussie:	Nu er det mig. Hvad er det her?

(Hun stiller sig op som en blomst.)

Steen:	Det er et træ... øh, nej en blomst.
Sussie:	Jahh, dig igen.

(Steen bliver til en bi.)

Steen:	BzzzzBzzzz.
Sussie:	En bi.
Steen:	En sulten bi. BuzzzBzzzz.

(Sussie bliver en blomst igen og hopper rundt om bænken, væk fra bien. Steen forfølger hende.)

Steen:	Snyd, blomster kan ikke hoppe.
Sussie:	Denne her kan.
Steen:	Men ikke så hurtigt, som denne her bi kan flyve.

(Steen fanger hende, og de tumler om på bænken. Med armene omkring hinanden.)

Sussie:	Kan bier overhovedet tale?

(De kysser. Bænken begynder at flyve.)

(Black Out)

                              ENDEN